Chili con carne med majs- og hvedetortillas

chili con carne – raavare 2

Nu er det for alvor vinter og du har med garanti brug for en varm og solid ret, der kan stille din sult og vække dine smagsløg fra vinterhiet. Jeg er selv rigtig glad for alle simreretter, når vejret er koldt, og og i sær chili con carne.

Historien bag chili con carne kan vist nok spores til Texas, hvor den også er statens officielle ret. Selv om de fleste danskere – inklusiv mig selv – nok vil mene, at en rigtig chili con carne skal laves med bønner, så sås der tvivl om hvor vidt den originale texanske chili con carne indeholdt de tørrede bælgfrugter. Uanset historisk korrekthed eller ej, så mener jeg, at der skal bønner i retten – og helst en masse og en blandet omgang.

Opskrift på chili con carne med majs- og hvedetortillas

Efter min overbevisning bliver en chili con carne – og for den sags skyld andre gryderetter med kød – kun bedre af, at blive lavet med hele stykker af oksekød. Så mit råd til dig er: køb en billig udskæring, så som oksebov eller -inderlår og skær den ud selv! Det er både billigere og smager bedre. Ud over hele stykker af oksekød, så bruger jeg også svinekød der giver en god fedme og dybde til retten. Jeg plejer normalt er bruger røget bacon, men denne gang valgte at bruge små chorizopølser, som virkelig var et hit!

I stedet for de ris som tilbehør, så serverer jeg friskbagte majs- og hvedetortillas, som er perfekte til at søbe den varme gryderet med. Jeg har før forsøgt mig med hjemmelavet tacos og tortillas, som desværre kræver en speciel slags majsmel, hvis de skal blive rigtigt bløde. Derfor har jeg lavet en omgang tortillas af en blanding af helt fint majsmel og hvedemel. Majsmel giver en god smag, mens hvedemelet gør de færdige tortillas bløde og gode til søbe varme den chili con carne med. Den helt fine majsmel kan du blandt andet finde i Irma, men også i Rema 1000 i en lidt billigere variant, der er lige så god.

Opskriften er beregnet til 6 personer.

Ingredienser

Chili con carne

  • 1 kg. oksebov eller okseinderlår
  • 250 g. chorizopølser eller røget bacon
  • 400 g. tørrede bønner eller 3 dåser bønner (jeg brugte to slags – hvide bønner og pintobønner)
  • 1/2 fond eller bouillon (brug bare en bouillonterning)
  • 2 store løg
  • 3 peberfrugter – både gul, rød og grøn
  • 4 fed hvidløg
  • 2 dåser flåede tomater
  • 1 spsk. tomatpuré
  • 1 stor habanero-chili (gerne 2, hvis du kan klare det)
  • saft af 1 lime
  • 1 spsk. spidskommen 
  • 2 tsk. kommen
  • 1 spsk. røget paprika
  • 1 spsk. tørret oregano
  • 1 spsk. usødet kakaopulver
  • 2 hele stjerneanis
  • 2 tsk. salt (gerne røget)

Majs- og hvedetortillas

  • 6 1/2 dl. lunkent vand
  • 20 g. gær
  • 1 dl. olivenolie
  • 400 g. fint majsmel
  • 600 g. hvedemel
  • 1 tsk. salt

Fremgang

Chili con carne

Hvis du bruger tørrede bønner, så start med sætte dem i blød dagen før. De skal som regel lægge i vand i ca. 12 timer, men læs vejledningen på posen for en sikkerheds skyld. Husk også at skylle bønnerne grundigt inden du koger dem i ca. 40 minutter i letsaltet vand.

Skær kødet ud i grove tern på ca. 3×3 cm. og krydr det med 2 tsk. salt. Skær chorizopølserne ud i tilsvarende store stykker, læg dem i en kold gryde og tænd for middel varme, så det skønne, røget paprikafedt langsomt trænger ud. Skru gradvist op for varmen, så de får lidt farve. Tag pølserne op og steg oksekødet grundigt af i den smagfulde chorizo-olie. Steg kødet så der kommer en god stegeskorpe, der giver en masse smag! Steg det af i 3 omgange, så kødet ikke koger, men steger.

Stød alle de hele krydderier (spidskommen, kommen og stjerneanis) og bland med de andre krydderier. Hak løg, chili og peberfrugter og steg dem i det overskydende fedt – tilsæt lidt olie, hvis bunden af gryden er tør. Tilsæt krydderierne og steg ved middel varme indtil at det hele dufter dejligt og løgene er helt bløde.

Kom tomatpuréen i og steg videre. Tilsæt fond eller bouillon og limesaft og skrab bunden af gryden grundigt, så alle de gode smage kommer fri. Kom de flåde tomater og kødet tilbage i gryden, læg låg på og lad din chili con carne simre i 2 timers tid.

Kom de kogte bønner i din chili con carne og friskhakket eller -revet hvidløg i retten og rør grundigt sammen. Smag til med salt og server med friske koriander og lidt creme fraiche.

Lækker chili con carne med hele stykker af oksebov og chorizopølser, der giver en god fedme og dybde til din chili con carne

Varm og stærk chili con carne med friskbagte majs- og hvedetortillas.

Majs- og hvedetortillas

Sæt dejen over til dine majs- og hvedetortilla dagen før., da den har godt af at hæve.

Rør vand, olie og gær sammen indtil gæren er opløst. Tilsæt herefter majsmel og rør det grundigt sammen. Hvis du ikke er den heldige ejer af en røremaskine, så gør du det i hånden – det kræver bare lidt knofedt. Tilsæt herefter 2/3 af hvedemelet og og rør dejen sammen. Tilsæt salt og lidt mere mel indtil at dejen samler sig lidt mere, men stadig er forholdsvis våd. Hvis den kan trække det sidste af melet, så kom det i. Dæk dejen til med køkkenfilm og lad den hæve i køleskabet til næste dag.

Hæl dejen ud på et meldrysset bord og del den i små kugler – de skal være lidt større end en golfbold. Rul hver kugle helt fladt ud og steg dem enkeltvis på en meget varm pande – ca. 1 1/2 minut på hver side. Læg løbende de varme tortillas i et viskestykke, så de holder sig varme og bløde.

Lækker chili con carne med hele stykker af oksebov og chorizopølser, der giver en god fedme og dybde til din chili con carne

Chili con carne med hele stykker af oksebov og chorizopølser – dejligt rustikt!




Der er 2 kommentarer

Send
  1. Linux VPS

    En stor hvedetortilla fyldt med kod samt ris eller bonner herefter gratineret med Ranchero sauce og cheddarost. Hertil salat piftet med jalapenos, tomater, majs og dressing. Og selvfolgelig hjemmelavet chips og salsa.


Tilføj en ny kommentar