Flammkuchen – en alsacisk baconpizza

Flammenkuchen
Vi er stadig i januar og mange af os, inklusiv mig selv, skal sikkert spare lidt efter decembers mange udgifter. Så her kommer der en opskrift på en ret så billig, men lækker ret! Retten er fra Alsace og hedder flammkuchen. Flammkuchen er en slags tynd pizza med creme fraiche, bacon og muskatnød. Nu tænker du sikkert, at det lyder sært, men det smager fantastisk, rustikt og bondsk! Den fede og let syrlige creme fraiche giver nemlig et godt modspil til den salte bacon og den krydrede muskatnød. Navnet kan oversættes til flammekage og henviser til de traditionelle brændeovne, som flammkuchen oprindeligt bliver bagt i.

 

Opskriften er beregnet til 4 personer – ca. 32 stykker

Ingredienser

Dej til flammkuchen

  • 1/4 pakke gær (12,5 g)
  • 500 g mel (evt. fuldkornshvedemel – det skal bare være fintmalet!)
  • 3 dl vand
  • 2 spsk. olivenolie
  • 1 tsk. salt

Fyld til flammkuchen

  • 1 stort finthakket løg
  • 50 g smør
  • 100 g bacon i små tern (hvis du har råd, så vælg en god tørsaltet)
  • 4 dl creme fraiche 38%
  • 1/2 tsk. salt
  • 1/4 tsk. friskkværnet peber
  • lidt fintrevet muskatnød
  • lidt olivenolie til pensling

Fremgang

Start med at æltet dejen sammen. Det kan uden problemer gøres i hånden.
Gær, vand og olivenolie røres sammen og melet kommes i lidt ad gangen, mens der røres med en røreske. Når dejen har samlet sig nogenlunde, kommes saltet i og dejen æltes i et par minutter. Lad dejen hæve tildækket på køkkenbordet i et par timer. Du kan også sagtens lave dejen til flammkuchen dagen før og lade den koldhæve i køleskabet – brug da bare en anelse mindre gær.
Ingredienser til flammenkuchen - bacon, creme fraiche, løg, mel, gær, vand og olivenolie

Ingredienser til flammenkuchen

Imens steges baconen – det skal ikke være helt sprødt, da de også skal en tur i ovnen. Bagefter steges det finthakket løg klar i smør – det skal ikke tage farve, så hold øje med varmen! Når løget er blødt blandes det sammen med creme fraichen og smages til med salt, peber og fintrevet muskatnød – du skal kunne smage muskatnødden tydeligt, så gerne lidt ekstra i, hvis det kræves.

Tænd for din ovn. Den skal være lige så varm, som den tillader (250-300°C). Hvis du ikke har en bagesten, så lad en bageplade varme med i ovnen.

Del dejen i fire og rul hver del helt tyndt ud (ca. 30 cm. i diameter). Du skal bruge et par håndfulde mel, ellers klister dejen fast til bordet. Vend bunden et par gange og drys med mel, indtil din flammkuchen-bund slipper bordet.

Læg hver bund på et stykke bagepapir, så er det lettere at få dine flammkuchen ind og ud af ovnen!
Løg- og creme fraiche-blanding smøres tyndt ud på bundene og drysses bagefter med den stegte bacon.

Pensl kanterne med olivenolie og bag dine flammkuchen i ca. 4-5 minutter eller indtil kanten er en anelse brændt

flammenkuchen

Før din flammenkuchen skal i ovnen, skal du pensle kanten med olivenolie

Server dine flammkuchen en ad gangen og brandvarme fra ovnen. Da det jo som sagt er en rustik bonderet, så skær dem ud ved bordet og lad folk tag selv  – det en skøn og hyggelig måde at spise på! Drik eventuelt et dejligt glas riesling til, hvis skindet på pengepungen ikke strammer for meget.



Der er 2 kommentarer

Send
    • Karl EJnar Jørgensen

      Tusind tak, Charlotte! Det synes jeg da bestemt, at du skal gøre. En øl vil uden tvivl også være rigtig lækker til.


Skriv et svar til Karl EJnar Jørgensen Annuller svar