Bergamottecurd

bergamottecurd

Så er der liv igen på Raavare! Jeg lægger ud med en hurtig og nem opskrift på en curd, lavet på bergamotte – lige til at forsøde vinterlivet. Til dem som ikke er bekendt med bergamotte, så er det en ret så parfumeret citrusfrugt. Frugten ligner en krydsning mellem en mandarin og citron og har for bolche-aficionadoerne en duft og smag af altheabolscher. Andre vil højst sandsynligt kunne genkende en umiskendelig duft af Earl Grey-the. Det er heller ikke så mærkeligt, for både skallen og olien fra bergamotten indgår i Earl Grey.

Jeg har længe gerne villet eksperimentere med denne specielle citrusfrugt, og valgte at lave en curd. En curd er en traditionel engelsk ting, som er en tyk smørelse, der blandt andet spises på scones. Curds kommer i mange afskygninger og smage, men den mest traditionelle er lemon curd, der bedst kan oversættes til citronsmør.

Som inspiration har jeg kigget lidt til Becauseitmatters’ opskrift og tilføjet et par af mine egne småjusteringer. Jeg har f.eks. brugt en mindre mængde sukker, da jeg er lidt mere til den syrlige variant – desuden er sæsonen bergamotter ved at være slut, og de er derfor knapt så syrlige, som dem man kunne få i januar, som becauseitmatters’ opskrift er fra. Du kan selvfølgelig godt lave opskriften med citroner, hvis bergamotter ikke er til at fremskaffe.

Denne opskrift giver ca. 5 dl. færdig bergamottecurd.

Ingredienser til bergamottecurd

  • 6 stk. bergamotter
  • 100 gr. smør
  • 200 gr. sukker
  • 2 hele æg
  • 3 æggeblommer

 

Fremgang

Start med at rive skallen fra bergamotterne – kun den den yderste og farvede del. Pres saften – der bliver ca. 2 dl., alt efter størrelsen på frugterne. Skær smørret ud i tern og bland alle ingredienser sammen. Varm blandingen i tykbundet kasserolle, og pisk over lav varme. Jeg brugte min stavblender, sat på lav hastighed, til at piske med. Derved får man også pisket luft ind i curden, hvilket gør den lidt mere luftig. Hvem dog bare havde en Thermomix, som er en fantastisk blender, der kan piske, hakke og røre, alt imens den varmer!

Det er vigtigt, at du ikke har for høj varme, da curden kan risikere at skille. Dog skal du sørge for, at massen når en temperatur på 80° C, så brug evt. et termometer. Hele processen tager omkring 15 min. og du vil kunne se og mærke, at curden tykner efter ca. 5 min. Pisk konstant indtil massen er tyknet godt – tjek konsistensen ved at dyppe en ske i massen og køre en finger på bagsiden. Hvis den deler den sig flot uden at løbe, så er den klar.

Hæld den færdige bergamottecurd på skoldede glas – brug evt. en smule atamon. Stil curden på køl, hvor den ville sætte sig og få den helt rigtige konsistens.

Smør den på scones eller eller andet lyst bagværk og nyd inden for et par dage! Du kan også hælde hele massen i en forbagt tærtedej og servere den.




Der er 2 kommentarer

Send

Tilføj en ny kommentar