Hjemmelavet rabarbersodavand

rabarbersodavand

Nu er sommer for alvor kommet, hvilket betyder at vi kan mæske os i diverse dejlige grøntsager, bær og frugter.

En af de frugter som jeg især forbinder med sommer er rabarberen, som både kan bruges i det salte og søde køkken. Faktisk er rabarberen principielt en grøntsag, men vi behandler dem som en frugt ligesom bær. Jeg har tidligere lavet et par opskrifter med rabarber. Blandet andet råsyltede rabarber, som er et rigtigt lækkert tilbehør til kød og fisk. Jeg har selvfølgelig også lavet den klassiske rabarbersaft, som også er grundlaget for opskriften på rabarbersodavand længere nede.

Så hvis du lige som mig heller ikke ejer en Sodastream eller en anden slags sodavandsmaskine, men gerne vil lave din egen hjemmelavet sodavand, så læs med her! Princippet for rabarbersodavand kan sagtens overføres til andre smagsvarianter, så det er bare med at eksperimentere løs hen over sommeren.

Det gode ved at lave sin egen sodavand er, at det først og fremmest er sjovt, men det er også billigt og så ved du hvad der er i den (ingen mærkelige tilsætningsstoffer vel at mærke). Så husk at bruge nogle gode råvarer og noget ordenligt sukker, så smager det hele lidt bedre.

Sådan laver du hjemmelavet sodavand og rabarbersodavand

Pynt din rabarbersodavand med en skive citronskal

Rabarbersodavand og gær

Princippet for rabarbersodavand er ret simpelt og kræver egentligt ikke så meget arbejde, men resultatet er fantastisk! Du skal bare lave en omgang rabarbersaft, som du så skal lade gære i en dags tid på køkkenbordet.

Gære? Ja, gære! Du skal simpelthen tilføje ganske normalt gær til den færdige rabarbersaft og så skal det stå og gære lige som en omgang dej. I gæringsprocessen spiser den normale brødgær det sukker som er i rabarbersaften, og udvikler CO2 og kuldioxid, der er grundlaget for de små bobler og karboneringen, som det så fint hedder. Kabonering er et udtryk, som kommer fra vin- og ølbrygning og beskriver den proces der sker, når væsken udvikler bobler.

Jeg har som sagt bare brugt ganske normal gær, men kan også bruge tørgær eller rigtig champagnegær. Hvis du har mod på det kan du også prøve at naturgære, men det kræver at du er tilstede under hele processen. Hvis du er frisk på at eksperimentere, så læs den her opskrift på hyldeblomstchampagne, som winthermad.dk har lavet.

I skrivende stund er jeg i gang med at eksperimentere med en såkaldt ginger bug, som er en slags surdej lavet på frisk ingefær. Ja, det lyder sikkert lidt specielt, men det skulle være helt vildt lækkert og sundt, har jeg læst mig til. Når jeg har fået gæring op at køre og jeg har testet den færdige ginger bug på en omgang rabarbersodavand, så vil jeg opdatere denne opskrift.

Opskrift på rabarbersodavand

Du har sikkert smagt rabarbersaft mange gange før, men hvad med rabarbersodavand? Denne rabarbersodavand har en let og blid brus, som både kan nydes rent, men også sagtens kan spædes op med lidt alkohol (*host* gin *host*), hvis det skal være lidt sjovere til de sene timer!

Princippet for rabarbersodavand er ret simpelt og kræver egentligt ikke så meget arbejde, men resultatet er fantastisk! Du skal bare lave en omgang rabarbersaft, som du så skal lade gære i en dags tid på køkkenbordet. Du kan som sagt bruge ganske normal gær, som du kan finde i supermarkedet.

Når du vælger dine rabarber, så sørg for at tage nogle der er godt røde – vinrabarber eller jorbærrabarber. Så får saften nemlig en dejlig flot farve.

Ingredienser

  • 1 kg. rabarber – renset og skåret i små stykker
  • 300 g. sukker
  • 4 liter vand
  • gær på størrelse med en ært (ca. 1/2 gram, hvis du har en vægt der kan måle det)
  • saft og skal af 1 citron

Udstyr

  • En finmasket si, eller saftklæde
  • En stor gryde på over 5 liter
  • To rensede 2-liters plastikflasker (de bløde), eller en stor plastikbøtte på ca. 5 liter.
  • En tragt
  • Evt. nogle patentflasker, som du kan komme den færdig rabarbersodavand over i.

Fremgang

Rens og skær rabarberne ud i små stykker.

Kom rabarber, sukker, citronsaft og -skal og vand sammen i en stor gryde og kog det i ca. 5 min. Sluk og lad det trække i en halv times tid.

Sådan laver du hjemmelavet sodavand og rabarbersodavand

Mørkerøde rabarber og sukker

Sigt rabarbersaften i en finmasket si eller et saftklæde og lad den køle af til stuetemperatur.

Tag lidt af rabarbersaften fra over i en skål og opløs gæren heri. Mængden af gær skal som sagt være ca. på størrelse med en ært.

Bland den opløste gær sammen med resten af rabarbersaften.

Sådan laver du hjemmelavet sodavand og rabarbersodavand

Rør den lille ært af gær ud i en skål og bland det bagefter sammen med resten af saften

Nu kan du vælge at komme saften over i én stor plastikbøtte, eller hælde den på to rensede 2-liters plastikflasker. Fordelen ved at bruge plastikflaskerne er, at du tydeligt kan se om din saft gærer, hvilket er meget godt, hvis det er første gang du prøver at lave rabarbersodavand.

Bruger du flasker, så fyld dem op til der er ca. 5 cm. luft tilbage og pres så den resterende luft ud og skru låget stramt på!

Sådan laver du hjemmelavet sodavand og rabarbersodavand

Fyld flasken op, så der stadig er lidt luft tilbage. Pres derefter luften ud og skru proppen stramt på

Stil flaskerne eller bøtten et mørkt sted ved stuetemperatur i et døgn og så skulle din rabarbersodavand gerne have gæret færdig.

Sådan laver du hjemmelavet sodavand og rabarbersodavand

Dagen efter – de små bobler er klar

Hvis du bruger flaskerne skal de være svulmet op til deres normale størrelse og når du åbner vil de sikkert boble lidt over. Smag på din rabarbersodavand og se om den bobler nok. Hvis du ikke er tilfreds med mængden af bobler, så lad den stå lidt længere, men husk, at den langsomt vil begynde at danne alkohol og komme til at smage en anelse af øl.

Sådan laver du hjemmelavet sodavand og rabarbersodavand

Dagen efter – den bløde plastflasker er svulmet op pga. gæringen

Sæt rabarbersodavanden på køl i plastflaskerne, eller kom den over på nogle patentflasker – de pynter lidt mere. Denne rabarbersodavand skal drikkes inden for en uges tid.

Sådan laver du hjemmelavet sodavand og rabarbersodavand

Lige når flasken åbnes, kan du se de mange små bobler der stiger op

OBS! Din rabarbersodavand vil stadig gære en anelse på køl, hvilket betyder, at der dannes en smule restgær i bunden af flaskerne. Det skal du bare lade være med at hælde i glasset, når du skænker.

 




Der er ingen kommentarer - endnu.

Send