Lige nu afblomstrer ramsløgene rundt omkring i landet, hvilket betyder at det er tid til at lave ramsløgskapers! Ramsløgskapers er, kort og godt, eddikesyltede blomsterknopper fra den afblomstrede løgplante. Ramsløgsknopperne sidder i par á tre ved hver blomst, og er små perler af intens ramsløgssmag. Hvis du kan lide ramsløg som pesto eller pynt på din mad, så kan du med garanti også lide ramsløgskapers, der gør sig godt som et syrligt indslag på alt fra salater til din hjemmelavede hotdog eller wienerschnitzel.
Jeg plukkede i alt ½ kg. rene ramsløgsknopper, hvilket tager pænt lang tid at ordne, men så er der også ramsløgskapers til hele vinteren og måske også til et par små gaveglas. Derfor er det også lettest, at klippe de afblomstrede klaser af med en saks, når du er ude i det fri og så senere sætte dig godt til rette, og ‘knipse’ de små blomsterknopper af. Hvor mange ramsløgsknopper du ender med at plukke er selvfølgelig helt op til dig selv. Derfor har jeg også skrevet opskriften, så den er lige til at gange op eller ned.
Opskrift på ramsløgskapers
Før ramsløgsknopperne lægges i en eddikelage, skal de trække i salt. Saltet er med til at trække unødig væske ud af knopperne og intensivere smagen samt holdbarheden.
Både Claus Meyer og René Redzepi har hver deres respektive opskrifter på ramsløgskapers, som jeg har ladet mig inspirere af. Forskellen mellem de to opskrifter er hovedsageligt mængden af salt og hvor lang tid de skal trække heri. Meyer bruger 50% salt i forhold ramsløgsknopper og 12 timers trækketid, hvor Redzepi anbefaler 10% salt og en trækketid på tre uger, før de lægges i en eddikelage.
Jeg har forsøgt mig med en kombination af de to versioner, og har valgt at bruge ca. ⅓ salt i forhold til ramsløgsknopper, samt en trækketid på 10 dage.
Holdbarheden på ramsløgskapersene er ca. 6 måneder. Apropos holdbarhed og konservering: hvis du vil undgå Atamon, så skyl eventuelt dine skoldede glas i ren alkohol i stedet for. Atamon nemlig ikke er synderligt sundt i større mængder og kan udløse diverse allergier.
Ingredienser
- 300 g. ramsløgsknopper
- 100 g. salt
- 3 dl. økologisk klar lagereddike
- 1 dl. sukker
- evt. lidt sorte peberkorn
- Lidt ren alkohol (vodka) eller atamon
- Et eller flere patentglas, eller glas med skruelåg
Fremgang
Start med at fjerne ramsløgsknopperne fra stilken. Det gøres lettest ved at ‘knipse’ dem af mellem tommel- og pegefinger. Det tager sin tid, så væbn dig med tålmodighed. Brug eventuelt et par latexhandsker, hvis du ikke ønsker at dine fingre skal lugter alt for meget af ramsløg. Når du har ordnet alle klaser, skylles ramsløgsknopperne grundigt i koldt vand. De rene og tørre knopper blandes med salt, dækkes med køkkenfilm og stilles på køl i 10 dage.
Når de 10 dage er gået, hældes overskydende væske fra og de salte ramsløgsknopper skylles i rigeligt, koldt vand. Eddike, sukker samt peberkorn koges op og køles helt af. Vask de valgte glas og skold dem i kogende vand. Tør dem og skyl dem i en anelse ren alkohol. Fyld glassene med ramsløgsknopper og hæld den afkølede eddikelage over. Stil på køl og lad det trække i ca. en uge før du tager dem i brug.
Der er ingen kommentarer - endnu.
Send