Påsken og foråret er lige om hjørnet og det betyder, at du forhåbentligt skal til en påskefrokost eller to. Måske skal du have en ret med, eller måske skal du endda selv holde en af slagsen?
Derfor får du her en opskrift til påskebordet – hvide og grønne asparges med luftig hollandaise og sprødt kyllingeskind!
Nu hvor det snart er rigtigt forår, så betyder det også, at der snart kommer lækre, danske hvide og grønne asparges. Lige nu er det stadig kun udenlandske asparges, som selvfølgelig også er ret lækre. Min grønthandler forsikrede mig om, at der meget snart vil komme tyske, hvide asparges – det er jo næsten dansk!
Som jeg tidligere har nævnt, så kommer der en lille række af opskrifter til din påskefrokost de næste par dage – så hold øje med raavare.dk, eller smid et ’synes godt om’ på Raavares Facebook-side, så går du ikke glip af noget!
Hvis du gerne vil have lidt mere inspiration til din påskefrokost, så har jeg også samlet en liste over alternative opskrifter, som du kan supplere de klassiske retter med.
Opskrift på hvide og grønne asparges med luftig hollandaise og sprødt kyllingeskind
Nå, tilbage til hvide og grønne asparges med luftig hollandaise og sprødt kyllingeskind.
Hollandaise og asparges er en klassisk kombination og smager også fantastisk sammen! Den fede og let salte og syrlige hollandaise passer perfekt til de friske, sprøde asparges – hvad enten de er grønne eller hvide.
En anden klassisk kombination er hvide asparges og sauce mousseline. Mousseline er, ligesom hollandaise, en ægte sauce, hvilket betyder, at den ikke er opbagt med mel, men er bundet sammen med masser af smør. Sauce mousseline er baseret på en hollandaise, men til sidst vendes flødeskum i! Det lyder sikkert voldsomt, men det er s’gu ret lækkert og luftigt.
Til denne version har jeg valgt at lave en kombination af de to saucer, så jeg i stedet for flødeskum vender stive æggehvider i hollandaisen til sidst. Det gør saucen mere let og luftig i konsistensen og er også med til at sørge for, at den ikke skiller så let. Desuden bruger du også hele ægget, hvilket jo er en dejlig ting.
Ud over den luftige hollandaise, så kommer der også sprødt kyllingeskind på aspargesen. Hvis du planlægger at lave min opskrift på kyllingesalat, så gemmer du selvfølgelig lidt sprødt kyllingeskind herfra. Hvis ikke, så køber du bare et par kyllingelår og piller skindet af dem.
Opskriften er beregnet til 4 personer, så hver får 2 hvide asparges og 3 grønne asparges. Du kan selvfølgelig sagtens lave flere, hvis du har lyst.
Ingredienser
Hvide og grønne asparges
- 8 hvide asparges
- 12 grønne asparges
- krydderurter til pynt (jeg har brugt rød skovsyre, men estragon er også lækkert)
Luftig hollandaise
- 4 hele økologiske æg
- 200 g. smør
- saft fra 1/2 citron
- 1 knivspids salt
- friskkværnet peber
Sprødt kyllingeskind
Fremgang
Sprødt kyllingeskind
Start med at lave det sprøde kyllingeskind, hvis du ikke har det i forvejen. Træk skindet af kyllingen, flad det ud på noget bagepapir og salt det på begge sider. Bag kyllingeskindet i 15 min. v. 200. Tag det ud af ovnen, vend det og bag videre i 5 min. Læg det sprøde kyllingeskind på noget køkkenrulle og lad det dryppe af.
Hvide og grønne asparges
De grønne asparges er ret lette at gøre klar. Du skal bare brække enden af dem. Det gøres lettest ved at holde fast i den hvide og hårde ende og bøje den indtil aspargesen knækker.
De hvide asparges kræver lidt mere kærlighed, da de trevler ret let, hvis de ikke skrælles. Skræl dem hele vejen rundt med en kartoffelskræller, og knæk dem herefter ligesom de grønne asparges. Hvis du ikke har skrællet dine hvide asparges nok, så vil du straks se det, når du knækker ender af, da de nemlig vil trevle (se billedet). Kassér endelig ikke enderne og skrællerne fra aspargesene, men gem dem til en grøntsagssuppe eller -fond.
Lige inde du skal servere, bringer du en dyb pande med et par centimeter vand i bunden i kog. Kom først de hvide asparges i, skru ned på mellem varme, og lade dem simre i 1 min. Kom herefter de grønne asparges i og lad dem simre med i ca. 1/2 minut.
Det er ikke lang tid de skal have, men hellere lidt kolde og sprøde, end varme og bløde!
Luftig hollandaise
Slå æggene ud og del dem i blommer og hvider. Pisk æggehviderne helt stive.
Smelt smørret i lille kasserolle.
I en anden lille kasserolle piskes æggeblommer, citronsaft, salt og peber luftigt over svag varme. Tag gryden af varmen, og hæld det lune og smeltede smør i lidt af gangen, mens du pisker. Når al smørret er brugt og din hollandaise er samlet pænt, så smager du den til med lidt ekstra citronsaft, salt og peber, hvis den trænger til det (hold lidt igen på saltet, da æggehviderne også er salte).
Vend de piskede æggehvider i hollandaisen. Star med 1/3, som røres ud i saucen – så er det lettere at vende resten i. Med en dejskraber vendes resten af æggehviderne i.
Anret de færdige asparges på et fad eller tallerken (det må gerne være lidt lunt, men ikke for varmt). Krydr dem med lidt friskkværnet peber, og hæld den lune og luftige hollandaise udover. Knus og drys det sprøde kyllingeskind ud over og pynt af med lidt friske krydderurter.
Der er ingen kommentarer - endnu.
Send